Som vi flyver

"Antaam'erne vil herske over Antiva. Og Treviso skal lære at falde på knæ."

Stemmen var kontrolleret, men ikke rolig. Den grovkornede baryton bar tydeligt præg af, at den ofte blev brugt til at råbe ad underordnede. Nu gav den i stedet genlyd over tegltagene via en magisk projektion – endnu et levn, efterladt af imperier, der havde trukket sig tilbage for længe siden. En daglig påmindelse om tidligere og nuværende besættelser. Både de undertrykte og undertrykkerne virkede skuffede over, hvor let det var.

"Min fod er hævet, Treviso. Jeg behøver ikke at lade den falde. Adlyd."

"Han tager glæderne på forskud!" Neri de Acutis, en spinkel mand med sølvgråt hår, løb om kap med stemmen hen over byens tage. Han sprang over en gyde, landede, og foretog en hastig vending ved at kile sin ibenholtsstok ind i fugen på en skorsten. En manøvre, der var et vidnesbyrd til det våbenskjold, han havde fastbroderet på sin læderrustning. Han var en gammel Antivan Crow, og nedstammede fra en af de ældste. "Butcher håner nationen og her sidder vi og cementerer hans fodfæste!"

"Pas på, hvor du træder, Neri," smilede Noa, hans søster, da hun indhentede ham. Hun var lige så spinkel, lige så sølvstænket og, efter hendes tonefald at dømme, lige så uimponeret. "Vi cementerer ikke noget som helst, hvis du falder dem i armene." Hendes advarsel blev afbrudt af skramlelyde fra et halvt dusin krigere, der var ved at trampe sig vej igennem den gyde, de stod ovenover. "De er ret hurtige, når man tager deres størrelse i betragtning."

"Ikke hurtige nok," smilede Neri. "Hvilket betyder, at der er tid til flair."

"Kithtaam!" råbte en gråhudet Antaam, der var endnu større, end de andre. Passagens sider skrabede næsten mod hans brede horn, der havde røde og hvide spidser, og desuden var giftige at røre ved. Han var ikke fremmed for de to Crows: Kaathrata the Lash, var hurtigt blevet kendt for sin brutalitet siden byens besættelse. Resten af Antaam'erne, der var stoppet op efter hans anråb, krympede sig, som han passerede dem – tydeligvis bange for mere end blot hans rang. "De løber op over os, fjolser! Hold trit, eller jeg pisker huden fra jeres rygge!"

Neri tiskede. "Det er intet under, at Butcher er så grusom, hvis det er sådan, hans løjtnanter behandler deres egne."

"Krigsherrer regerer med frygt," sagde Noa. "Vi ved, hvordan man svarer igen. Afsted!" Imens hun sprang over på det næste tag, kastede hun målrettet en løs teglsten ned i gyden, så den splintrede for Antaam'ernes fødder.

"Deroppe!" snerrede Kaathrata, der for et øjeblik siden havde haft sit blik rettet mod skyggerne, men nu i stedet så hen imod byens midte. Mens han satte efter dem, skreg han ordrer til sine krigere. "Former en bataljon bag mig! Jeg vil have, I ser til, mens jeg jagter mit bytte!"

Endnu en halvhjertet kommando fyldte luften. "Lydighed vil blive belønnet, Treviso. Vi kan lede, eller vi kan knuse."

"I det mindste lyder Kaathrata, som om han nyder det," sagde Neri, skuffet. "En skurk, der opfører sig som en skurk, er mere nyttig."

"Vi er løbet tør for tagryg," sagde Noa, uden at kommentere på Neris ord. De var nået til enden af de tætpakkede palæer i det centrale Treviso, og der var ikke flere belejlige teglsten at springe over på. Forude var et langt fald ned til broerne og kanalerne ved hovedmarkedets udkant. Markedet lå på det store bytorv, og var ofte fyldt med købmænd fra hele Antiva. Dog ikke så ofte under Antaam'ernes besættelse, og lige nu lå den fuldkommen øde.

"Vores ven er i hælene på os," sagde Neri. "Tid til at flyve."

Ved tagets kant stod en robust træstolpe, hvor der med sort blæk var tegnet en silhuet af en krage med spredte vinger. Den var svær at få øje på, hvis man ikke ledte efter den, men meget nyttig, hvis man gjorde. Fra toppen af stolpen hang et tyndt kabel skråt ned mod en af broerne nedenfor.

Neri hev en læderrem af sit ærme og svang den rundt om linen. "Klar?"

"Altid," sagde Noa og greb fat om hans talje.

De satte fra mod stolpen, og sprang ud i luften i en glidende bevægelse ned langs kablet. Deres samlede vægt gjorde det til en hurtig nedstigning. De tilbagelagde afstanden mellem palæet og stenbroen lang tid før Antaam'erne, men de landede hårdt. Noa lykkedes med at lave et rullefald, og derefter sætte sig op på hug, men Neri kæmpede for at finde fodfæste og støttede sig til sin stok.

"Mine knæ er ikke længere, hvad de har været," sagde han og skar ansigt.

"Det udtales 'gammel'"

"Jeg er to år yngre end dig."

"Alder er bare et tal."

"Hvis I opfører jer ordentligt, Treviso, vil i blive belønnet. Tro mig, I vil gerne have, at jeg forbliver gavmild."

"Nå," sagde Noa, og rakte sin bror en hånd, "skal vi vise dem, hvordan vi opfører os?" Neri nikkede, og de skyndte sig over broen.

Men da de var ved at nærme sig det store, rigt udsmykkede faldgitter ved markedets ene ende, virkede han til at snuble, og faldt derefter ned på knæ. Noa forsøgte at gribe fat om hans arm, men kunne ikke få ordentligt fat. Pludselige virkede de hjælpeløse, som om det ikke blot var Antaam'erne, der var ved at indhente dem, men også deres alder.

Kaathrata nåede frem til den åbne ende af broen og stirrede intenst på de to Crows. Han smilede selvtilfreds og signalerede til sine krigere, at de skulle gøre holdt. Han gjorde et nummer ud af at svinge sin krigshammer op på sin skulder for at vise dem lige præcis, hvor tung den var. "Er i løbet tør for luft?" råbte han. "Eller løbet tør for tid, ligesom jeres by. Og snart resten af verdenen." Han så sig tilbage for at sikre sig, at hans underordnede holdt øje og begyndte derefter at storme over broen. Han grinede og løftede sin hammer i vejret.

Neri og Noa så på fra deres side af faldgitteret. Et faldgitter markeret med sort blæk og med en lille silhuet af en krage med spredte vinger. Den var svær at få øje på, hvis man ikke ledte efter den, men meget nyttig, hvis man gjorde. Næsten lige så svær at få øje på som de to kabler, der lå i cirkler på jorden foran dem. Den samme slags line, de netop havde suset ned af for få øjeblikke siden. Men desværre var de her kabler ikke belejligt fastspændt til en tagryg. Linerne løb op til toppen af faldgitteret og var viklet rundt om tandhjulene.

Noa talte Kaathratas skridt, målte hans hastighed, og i det øjeblik Antaam'erne passerede under faldgitteret, sparkede hun til det håndtag, der holdt det oppe. Få millimeter fra at være helt perfekt. Da jernporten faldt ned, blev kablerne trukket med, og de piskede op fra jorden. Det ene viklede sig rundt om Kaathratas højre arm og tvang hans hammer tilbage. Det anden piskede opad og tværs hen over hans mave. I et kort øjeblik var alting overraskende stille, nu hvor Kaathratas fremløb var blevet standset. Et stille øjeblik, før han kunne skrige – et øjeblik, hvor den hule lyd af knogler, der er lige ved at give efter, kunne høres tværs over kanalerne. Lash var surret fast.

Al luft var presset ud af Kaathratas lunger, og han gispede efter vejret, da hans krop smækkede mod den faldende port. Hans mænd løb op på den anden side, men vejen var spærret af faldgitteret og deres egen leder, der bandede og svovlede. "Løft det!" råbte han "Hold det—"

Kablerne strammede endnu mere til, afbrød hans talestrøm, skar ind i hans ribben og var næsten ved at løfte hans fødder fra jorden. Flere hænder greb fat i gitteret og formåede at forhindre det i at falde helt ned. Med et beslutsomt løft, formåede Lashs mænd at hæve det til brysthøjde, så deres leder igen kunne få fodfæste, selvom han stadig var fastsurret.

Neri rejste sig op og rettede henkastet på det ærme, som Noa så dramatisk havde grebet fat i tidligere.

Kaathrata stirrede vredt. "En løgn," snerrede han. "Crows er løgnere."

"Performere," rettede Noa. "Der er en forskel."

"Så jeg er fanget," sagde Lash. "Hvad tror I, at dette vil udrette? Butcher Daathrata holder jeres by i et jerngreb. Og enhver kithtaam anføres af ledere, der er mindst lige så stærke som mig. Og snart endnu stærkere." Han kluklo for at understrege, at deres modstand var en joke. Flere af hans mænd samlede sig på den anden side af broen, og nærmede sig gitteret, klar til at løfte det helt op. "Hvem end der skrev mit navn på jeres lejemorderkontrakt, har sendt jer på en mission, der er dømt til at mislykkes."

"Dig?" sagde Neri med sit hoved på skrå. "Du er ikke kontrakten."

En eksplosion gav genlyd i byen. Ikke inden for synsvidde, ikke engang tæt på. Eksplosionen lød fra porten, hvor Antaam'erne var garnisoneret. Hvor Kaathrata the Lash var garnisoneret.

"Du er afledningsmanøvren," sluttede Noa.

Den fjerne stemme fyldte luften på ny, men virkede nu mere investeret, end før. Måske endda ophidset. "Antaam! Crows viser deres kløer! Kom tilbage, og driv dem bort! Det er en ordre!"

Antaam'erne, der var på vej hen over broen, standsede forvirret. De lod til at være bekymrede for, hvem de skulle adlyde: Deres fjerne krigsherre eller deres bundne løjtnant.

                "Så kom da afsted," sagde Neri og vinkede dem afvisende væk. "Du hørte Butcher!"

                "Og du hørte Kaathrata," tilføjede Noa. "Der er andre, der er mindst lige så stærke som ham. Og de er ikke Lash!"

Ordene sendte en bølge gennem Antaam'erne. En lettelse. Kaathrata havde holdt dem stangen med frygt, og den frygt var nu borte. Den næstkommanderende Antaam, gav tegn til at vende om og følge med ham. Dem der holdt faldgitteret, var de sidste der gik. De kiggede fra Noa og Neri, til deres bundne leder, og slap til sidst deres greb for at slutte sig til de andre.

                "Kujoner! Forrædere!" brølede Kaathrata. "I vil alle blive piske-"

Gitteret begyndte atter at falde mod jorden, og Kaathrata mistede grebet om sin hammer, nu hvor kablerne strammedes på ny. Han blev hevet helt op til toppen af porten og presset ind mod den åbning, hvor kabler, tandhjul og andre mekanismer mødtes. Han forsøgte at presse sig væk fra tandhjulene, men for hver kraftanstrengelse, blev kablerne strammere. Gradvist, og uundgåeligt, faldt faldgitteret til jorden. Og Kaathrata the Lash blev efterladt hængende, hvor Crows kunne hakke hans øjne ud.

Og hen imod daggry, ville andre fugle også hakke med.

***

Dagen var lys, markedet travlt, og caféen summede af samtaler om hændelserne fra den forgangne aften.

"Hørte du–?"

"Så du–?"

"De er stadig derude!"

"De kæmper for os!"

Neri og Noa de Acutis nippede til amazzacaffe, mens de lyttede til trevisanernes begejstring.

"Ved du, hvem der tog kontrakten?" spurgte Noa.

"Nej," sagde Neri. "En anden Crow, eller en ven. Nogen, der er bedre til at klatre over mure." Han klappede på sin stok og tog en tår. "En opgave for de unge."

"Butcher fortsætter stadig ufortrødent," sagde Noa, mens hun hældte en uhørt mængde sukker i sin kop. "Men vi gav ham en pause. Halvdelen af hans mærkværdige våben er gået op i røg."

"Han kan erstatte dem, men ikke uden anstrengelse." Neri lænede sig eftertænksomt tilbage i stolen. "Hvis vi svækker besættelsen, og presser dem op i et hjørne, så vil der ikke være flere bedragere, der kan tage Butchers plads, når hans navn endelig står på kontrakten.

"En skam," sagde Noa, og smilede hen over sin kop. "Jeg ville ellers gerne have fornøjelsen af at dræbe nogle bedragere."

Neri smilede tilbage. "Det vil jeg huske. Men indtil da, udarbejder vi vores budskab som modsvar til deres." Han løftede sin kop. "Crows regerer Antiva."

Noa løftede sin kop som svar. "Og Treviso vil være fri."