Mindehøjtideligheden

"Vi var ti år gamle. Lucanis havde lige læst nogle bøger om wyverns, og pludselig var det alt, han ville snakke om. Wyverns, hele tiden, wyverns." Illario fortalte historien med en munter glæde og imponerende selvtillid, når man tænker på, at han lå slynget over Viagos skulder og ikke kunne nå jorden med sine fødder.

Viago sukkede og flyttede Illarios vægt på skulderen, da de nåede frem til foden af trapperne til kasinoets gæsteværelser.

Kasinoet tilhørte huset Cantori. Teia havde sendt de ansatte hjem. Vinduerne og spejlene var midlertidigt dækket med store sorte lagener for at forhindre, at de vandrende sjæle skulle fare vild på vejen. Bordene til kort- og terningespil var blevet ryddet, og i stedet var de pyntet med overdådige blomsterdekorationer for at markere afskeden og lette sorgen i de efterladtes hjerter. Duften klyngede sig til hud og tøj, men var stadig ikke sød nok til at dække stanken af spiritus, der emmede fra Illario Dellamorte. Ved guderne, det ville Teia få ham til at betale.

"Nå, men jeg var altså så dækket af burre, at jeg sad fast på alt, jeg rørte ved. Lucanis var dækket i mudder fra top til tå. Catarina gloede bare helt målløs. " Illario Lo.  Hans knæ eksede under ham, eller også opgav han bare at gå, og han faldt omkuld på trapperne og tog Viago med sig.

Viago bandede og forsøgte at lirke den større mand væk fra trappen, men det glatte, mørke silke i Illarios jakke gled ud mellem hænderne på ham. Viago ville ønske, han havde valgt plan A: Bedøve Illario og dække ham med et lagen, så han kunne sove i loungen. Men Teias dybe, mørke bønfaldende øjne havde bedt ham om at tage sig af den stinkende drukkenbolt og ... Viago sukkede og bandede igen. Et øjeblik forestillede han sig helt klart, hvordan han ville lade Illario ligge og snorke midt på trappen. Men Teia ville dræbe ham for det. Måske endda personligt.

"Han var min fætter, men vi var mere som brødre. Han kom altid galt afsted. Og jeg fulgte altid lige i hælene på ham. Altid." Illarios stemme blev pludselig tyk af følelser. "Nu er der ingen, jeg kan følge efter."

Viago sukkede og satte sig på hug. Han løftede Illario op fra trapperne med et grynt.

"Det skulle have været mig." Illario lød bitter nu. Fuldemandstalen var ved at nå sin ende. Han gentog den som en skuespiller, der var ved at øve sig på et særligt vigtigt stykke, indtil han mistede fatningen og styrtede sammen som en mand, der havde tabt et slagsmål mod en flok druffalo.

Viago nåede op for enden af trappen og famlede med døren til det nærmeste gæsteværelse. I et øjeblik frygtede han, at han ville blive nødt til at dirke låsen op, men heldigvis gik døren op. Han slæbte Illario hen til sengen og smed ham som et lig.

"Har jeg fortalt dig om dengang, Lucanis tog mig med på wyvern-jagt?" Viago vædede et lommetørklæde med et par dråber fra en af sine flasker. Før Illario kunne nå at begynde på endnu en forestilling, dækkede Viago hans næse og mund med kluden, så Illario blev bevidstløs.

"En anden gang", svarede Viago. Og forlod lokalet.